Fødevarer

Det Grønne Hus vil sætte fokus på klimabelastningen fra fødevareproduktionen. Vi ønsker at servere velsmagende, sunde og klimavenlige retter i vores café og dermed inspirere til alternativer til vores madvaner i dag.

Den samlede klimabelastning fra en typisk dansk kost er på ca. 3-4 ton CO2 om året, hvilket svarer til ca. 20 % af den udledning, en gennemsnitsdanskers hvert år belaster klimaet med. Heraf stammer en meget stor del fra forbruget af produkter fra dyr (kød, ost og mælk), og det største enkeltbidrag kommer fra oksekødet, der står for op til 1,5 ton CO2 om året. Beregninger viser, at klimabelastningen fra en danskers fødevareforbrug vil kunne nedbringes med ca. 1,9 ton CO2 om året gennem en kombination af at produktionen af mad forbedres, så der udledes mindre CO2, og at vi spiser anderledes.

En mere klimavenlig kost indeholder flere vegetabilske og færre animalske produkter. Afgrøder dyrket på friland i lokalområdet har generelt en meget lav klimabelastning, men i gruppen af produkter, der belaster klimaet mindst, findes også en del, der er transporteret langt med båd – men ikke med fly. Blandt de animalske produkter belaster oksekød klimaet 3-4 gange mere end svinekød og kylling (afhængigt af produktionsmåden). (Kilde: Etisk Råd og Fødevareministeriet).

Se film om klimavenlig mad. Filmen er produceret af Det Økologiske Råd

Læs rapporten “Kvæg og klima” fra Aarhus Universitet
Ovenstående beregninger af klimabelastningen fra vores fødevareproduktion medtager ikke at meget af den foder som grise og køer får, er importeret fra andre lande. Udledningen af drivhusgasser relateret til den danske efterspørgsel af sojaproteiner kan skønnes til ca. 6 mio. tons CO2e/år, hvilket svarer til over 80 % af udledningen fra de danske personbiler.

Læs rapporten fra CONCITO

Sundhed og miljø er uløseligt forbundet
De fødevarer vi spiser, indeholder ofte unødvendige aroma- og farvestoffer, konserveringsmidler og sprøjterester, som både har betydning for vores sundhed og for miljøet. Andre områder som rengøring (indeklima og kemi), kosmetik (kemi) og bevægelse forbinder ligeledes de to emner.

Mad, rengøringsmidler og kosmetik har indholdsstoffer, der kan have direkte og indirekte betydning for helbred og sundhed. Det er generelt en god idé at gå efter de miljømærkede varer og varer uden farvestoffer eller parfume. Der er heldigvis flere og flere gode kosmetikmærker på markedet, ligesom de svanemærkede vaskemidler fra COOP, er blevet vurderet bedst i test af forbrugerrådet i magasinet ”Tænk”. Se miljømærkerne her.

Mad er ofte koblet med hygge, så tænk over, at en ’hygge-tallerken’ eller ’slik’ til børnene kan være en blanding af alt det, barnet godt kan lide. Det er ikke synd for barnet, at der også er agurkestænger, nødder og tørret frugt sammen med den almindelige slik, for børnene kan godt lide det og får grundlagt gode vaner.

Det kan du gøre:

  • Vælg miljømærkede varer
  • Spis økologisk

Det gør Det Grønne Hus
Det Grønne Hus deltager i den årlige Miljø- og sundhedsdag, hvor vi har udstillinger i huset og aktiviteter på Køge Torv.

Vi tilbyder skræddersyede oplæg og opfølgende vejledning til at sætte fokus på de sunde vaner i hjemmet og institutioner. Ring til os, hvis I har spørgsmål.

Kontakt Jacob Skjødt Nielsen 

Jacob Skjødt Nielsen