Miljø

Grøn hverdag
Varer rimer på farer
Vi bliver ofte konfronteret med, at denne eller hin vare eller ingrediens er kræftfremkaldende, hormonforstyrrende eller lign., ligesom en række af de produkter, som vi bruger, har alvorlige miljøkonsekvenser. Det kan være svært at bevæge sig sikkert i forbrugsjunglen, men der er heldigvis visse retningslinjer, der kan gøre det lidt nemmere.

Benyt mærkerne til at danne et overblik
Varedeklarationerne giver flere og flere informationer, men det kan være svært at overskue de lange indviklede navne. Derfor er der en række miljø-, energi-, handels- og kvalitetsmærker som f.eks. det røde Ø, EU-blomsten, svanemærket, Max Havelaar eller FSC-trævaremærket for at nævne de mest kendte. Se mærkerne her.

All round økocheck
Produkter til børn, mad, kosmetik, vask og rengøring, beklædning, boligen, haven, træ og trævarebeskyttelse, energi og affald er alle emner, der kan tænkes igennem, hvis man ønsker en grønnere hverdag. Det er derfor vigtigt at vælge det ud, der giver mening for én selv og de varegrupper, der virkelig batter. Gør ikke alt på en gang. Hvis du vurderer en varegruppe, hver gang du synes, du har tid, kan du efter en periode danne dig et overblik over de varer, der opfylder dine krav. Ved at indprente sig den shampoo, det toiletpapir etc. man vil bruge, kan man nå langt, og man behøver ikke bruge tid på at læse deklarationer, hver gang man handler.

Økologi
Økologi er bedre for naturen, dyrene og sandsynligvis også for helbredet. I økologiske landbrug bruges ikke kunstgødning og syntetiske sprøjtemidler på markerne. Og der er en række regler for, hvordan husdyrene skal behandles, hvilket betyder, at de lever under mere naturlige forhold og ikke får vækstfremmere, antibiotika og konserveringsmidler i foderet (juni – 2005). En række undersøgelser har vist, at økologiske varer indeholder flere vitaminer end konventionelle, og at pesticidniveauet målt på børn er markant lavere blandt de, der spiser økologisk end blandt de, der spiser konventionelt produceret mad. Se Miljø- og sundhedshjemmeside om økologi her.

Kemi
Kemikalier i hverdagen bør begrænse sig til enkelte og gerne uskadelige stoffer. En del af de miljøfremmede stoffer, der er i rengøringsmidler og kosmetiske produkter, har vist sig meget problematiske, for eksempel de hormonforstyrrende stoffer. En lang række af de midler og produkter vi bruger i vores hverdag, kan byttes ud med nogle mere miljøvenlige, uden at det sænker effektiviteten. Miljøkontrollen Københavns Kommune har lavet en liste med forslag til erstatningsmidler. Se listen her.

Til den daglige rengøring er det som regel rigeligt at bruge opvaskemiddel, eddike til kalk og sprit til bakterier. Gå igen efter svanemærket, når du køber vaskepulver, opvaskemiddel etc.
Til børn og teenagere bør der tages særlige forholdsregler, da deres hormonsystem er mere gearet til at lade sig påvirke end hos voksne. Vær derfor særlig opmærksom på varer til disse grupper.

Genbrug, affaldssortering, energibesparelser og vedvarende energikilder er efterhånden indenfor de flestes rækkevidde, og giver ofte økonomiske besparelser. Se affald eller el og energi

Det kan du gøre:

  • Vedligehold for eksempel i huset, værkstedet, haven etc
  • Genanvend tøj, møbler, byggematerialer og lign. Omsyning eller maling giver det brugte nyt liv.
  • Køb brugt
  • Spis økologisk
  • Køb varer, der er svanemærkede
  • Køb tekstiler, der er blomstmærkede
  • Undgå parfume og farvestoffer
  • Begræns brugen af kemikalier blandt andet klor i husholdningen (langt det meste kan klares med opvaskemiddel, eddike og sprit)
  • Tag cyklen og gå mere
  • Spar på el, vand og varme
  • Sorter dit affald, og aflever det de rigtige steder. Se affald
  • Komposter
  • Genanvend glas, papir og pap
  • Aflever elvarer, PVC, trykimprægneret træ og kemikalierester på genbrugspladsen
  • Aflever brugte batterier – Spørg, der hvor du handler.
  • Vælg naturmaling, eller maling med lavest sikkerhedskode
  • Undgå trykimprægneret træ
  • Benyt FSC-mærket træ eller plantage træ

Det gør Det Grønne Hus:
I Det Grønne Hus vælger vi miljømærkede produkter, så besøg huset og lad dig inspirere. Det Grønne Hus afholder jævnligt udstillinger, og sætter fokus på forbrug, kemi, økologi m.m. Vi yder information til private, og laver kampagner ofte i samarbejde med butikker og virksomheder. Klummen i Køge Onsdag tager ofte udgangspunkt i hverdagens emner.

Kontakt Henrik Lerdorf

Henrik