At cykle til arbejde

Lene

Lene Lindkvist Okholm, Agenda 21- og Klimakoordinator

Cyklen er for mig et fantastisk transportmiddel i det daglige. Jeg har en afstand fra mit hjem og til stationen, der passer perfekt til en daglig cykeltur tur retur.

Jeg er derfor også altid med, når Cyklistforbundet har sin årlige kampagne ”Vi cykler til arbejde”. Kampagnen kører her i hele maj måned, hvor konkurrenceparametrene er antal cykeldage og dagligt kørte kilometer. I Køge Kommune er der 632 glade cyklister med i år fordelt på i alt 65 hold – rigtigt flot!

Det er sundt at cykle

Og der er mange gode grunde til at cykle noget mere. F.eks.er de sundhedsmæssige fordele ved at cykle klare:

  • Det giver større forbrænding og større muskelmasse,
  • det øger din fysiske velvære,
  • det øger din psykiske velvære, da det er afstressende at cykle,
  • og det sparer den tid, du ellers måske ville bruge på at ”gå til” motion i motionscenter.

Og så er det godt for miljøet

Når du vælger cyklen i stedet for bilen, er du også med til at spare klimaet for en masse udledning af CO2 til atmosfæren. Dette er en væsentlig faktor, da vores transport i denne del af verden, er årsag til ca. 30 % af den CO2, vi udleder. Det er ret så højt et tal.

En elcykel er også en mulighed

For alle jer, der har lige lidt længere til arbejde, end det er rart at køre på en almindelig cykel, er der i dag mange gode elcykler på markedet. Disse giver helt nye muligheder for at cykle. Min kollega har f.eks. lige købt den lækreste elcykel, og skal nu til at cykle de daglige ture her i sommerhalvåret mellem sin bolig i Roskilde og hendes arbejdsplads i Det Grønne Hus. Det giver god mening – for på en almindelig cykel er det lige langt nok med de 28 km., som hun har til arbejde. På en elcykel er det stadig en lang tur – men langt mere spiselig, da du på en elcykel kan øge din gennemsnitsfart med op til 40 %.

Der er mange gode grunde til at cykle og mange forskellige cykeltyper at vælge imellem. Find ud af, hvad der passer dig og kom med ud i det dejlige forårsvejr og nyd den friske luft og fuglenes kvidren. Det er godt for både liv og sjæl, klima og økonomi.

den røde el-cykel