Bruger din bolig tehætte?

Lotte

Lotte Lund, Klima- og miljøarbejder

Hvordan holder du varmen inden døre, når det regner og rusker udenfor? Er du én af de boligejere, der har investeret i en klimaskærm, der sparer på varmeregningen og sikrer et godt indeklima?

Eller vil du gerne vente til huset alligevel står for en renovering eller foretrækker du at vide lidt mere om hvad, der er det helt rigtige for din bolig, inden du pakker huset ind?

Få hjælp til at prioritere

Mange er i tvivl om, hvad der passer til netop deres hus. Derfor er det ofte en god investering at få en rådgiver til at give et bud på dette. Han kan give en uvildig prioritering af, hvad det enkelte hus og den enkelte familie skal gøre – ud fra deres situation.

Men du kan også blive klogere på din bolig uden et besøg. Du kan komme ned i Det Grønne Hus, hvor Energitjenesten er inviteret til at holde et oplæg i caféen lørdag d. 21. november kl. 14-16. Her vil du blive klogere på, hvad du kan gøre ved din bolig – hvad kan betale sig og hvad er muligt?

Energitjenesten har mange års erfaring med at gennemgå boliger og indgår i BedreBolig-ordningen, som er en ordning lanceret af Energistyrelsen, for at sikre en vis kvalitet i gennemgangen af boligen.

Kendetegnede for Energitjensten er en dialogbaseret måde at arbejde på, hvor du og jeg som boligejere vil opleve, at der tages udgangspunkt i en praktisk virkelighed, som vi kan relatere til.

En energirådgiver vil give dig nogle tips til, hvordan du selv kan tjekke væsentlige energislugere i din bolig eller vurdere, om der er behov for en tehætte til at begrænse den varme, der siver ud af boligen, om denne skal være tyk, nå hele vejen rundt eller om mindre kan gøre det.

Caféen vil ud over dampende te sælge både varm kaffe og kolde øl.

Tehætte med hus

Foto: Venligst udlånt af Margrethe Gori