Der er mere at høste fra byhaver og den omgivende natur, end man lige tror

Det Grønne Hus har undersøgt motivationen blandt dem der engagerer sig i byhaver og i at sanke (samle) mad i naturen. Konklusionen er, at udbyttet af disse praksisser er meget mere, end det mad der tages med hjem i køkkenet.

Mange af byhave-folkene og sankerne motiveres af ønsket om sundere livsstil, og af miljømæssige årsager, det er som udgangspunkt nogle store emner, der er svære at tage fat om i det travle hverdagsliv. Men resultaterne viser, at maden som omdrejningspunkt gør at motivationen bevares fordi maden gør ’sagen’ håndgribelig, og viser at man kan gøre en forskel på lokalt plan, hvor resultaterne også opleves og sanses. Helt konkret bliver’sagens’ formål mere spiseligt både i metaforisk og bogstavelig forstand, og livskvalitetenøges når disse praktikere aktivt forsøger at balancere forholdet mellem deres holdninger og handlinger.

Tiden tilbragt udendørs i byhaven eller naturen har ligeledes sundhedsgavnlige effekter, der kan sætte hverdagslivets hastige flow på pause – når man pludselig eller endnu engang forundres over, hvordan det lillebitte frø henover sommeren er groet til en overdådig ærteplante, der nu vil overtage hele byhave-kassen.

For børnefamilier er der en række værdier at hente: børnenes kendskab til naturen vokser, tålmodighed trænes, i takt med at maddannelsen og mad-modet stiger – for grøntsager man selv har dyrket, eller planter man selv har fundet bærer en stolthed med sig og smager bedre.

Sidst men ikke mindst, er der et udbytte at hente i form af hyggelige oplevelser med andre, der også interesserer sig for at dyrke eller sanke mad. Byhave-folket har et stærkt social fællesskab med fællesarrangementer, hjælpende hænder og inspiration. Sankerne har ligeledes stærke netværk og lærer gerne fra sig om hvordan man kan genkende spiselige planter, hvor der er godt at sanke hvornår, eller hvordan planter kan bruges i madlavningen. Så lad ikke en nybegynderstatus stå til hinder for din nysgerrighed.

Hvis du går med en spire i maven med lyst til at grave lidt af græsplænen op for at dyrke lidt grøntsager, eller med ønske om at få en byhave eller tage ud i naturen og opleve hvilke spiselige planter den kan tilbyde dig – må svaret være ’stop talking and start walking’, sæsonstart er lige om hjørnet!

Er du interesseret i at få en byhave eller deltage i sanke arrangementer, eller er du klar til at være en del af nye dyrkningsprincipper i ’Projekt Folkejord’, så kontakt Marianne Mark i Det Grønne Hus på marianne@detgroennehus.dk .