Harley-effekten

Lotte

Lotte Lund, Det Grønne Hus

I tirsdags mødte jeg et begreb, jeg ikke tidligere har sat i forbindelse med aktiviteter i Det Grønne Hus: Harley- effekten!

Vi afholdte folkekøkken – mad med viden, hvor deltagerne efter aftenens oplæg endte med at snakke om el-biler og el-motorcykler – og i den anledning harley-effekten, som ikke er så fremtrædende ved en næsten lydløs motorcykel, der kører på el og accelererer på ingen tid, som den er på den maskine, der lægger navn til en kolossal motorlyd.

Det fik mig til at tænke på, hvordan får vi harley-effekten ind i det, vi laver? Og skal vi det? Skal der teknik og store maskiner til for, at vi kan skabe opmærksom og involvere de dele af befolkningen, der ikke pr. automatik tænker miljø og klima sammen med økonomi, effekt og funktion?

 

Vi har brug for folk med kant, med lyd og med kraft, der kan accelerere og holde momentum, mens verdens ledere forhandler om de langsigtede klimamål.

Det ledte mine tanker hen på et andet maskulint billede: mænd og røde bøffer – weber-effekten.  Hvor mange mænd griller lige grøntsager? Det Grønne Hus´ klimavenlige cafe byder til daglig på velsmagende retter uden kød, og lørdag d. 12. september afholder vi traditionen tro Miljø- og Sundhedsdag sammen med Køge Kommunes Agenda 21 – og klimakoordinator. Her vil vi sætte fokus på klimavenligt mad og eksperimentere ud over det sædvanlige.

Den lokalt kendte madkunstner Jesper Aabille vil trylle i sit udekøkken på torvet, hvor du vil kunne smage både utraditionel suppe og røget grønt.

I Det Grønne Hus vil du kunne bygge din egen klimavenlige hot dog – med pølse uden kød, men med weber-effekt. Og hvis du er mere til det søde, kan du lave pandekager med kant på bålet i haven.

Kom forbi torvet mellem kl. 10-14 og Det Grønne Hus. Kom med dine ideer til, hvordan vi kan udfordre dig og din lyst til at involvere dig i klimadebatten. Vi skal nok sørge for at udfordre smagsløgene – både de feminine og de maskuline af slagsen.

 

carrot-dog  elmotorcykel