Hvad man ser i TV

Lotte

Lotte Lund, Klima- og miljømedarbejder

En dag kom 2 kvinder ind ad døren i Det Grønne Hus og spurgte: ”Holder I ikke byttemarked igen i år”. ”Øh, tja, jo, det ville vi da gerne” svarede jeg tøvende og tænkte ”kan vi mon nå det i år?”

På TV kører programmet ’Fra Yt til Nyt’ og inspirerer os danskere til at overveje vores forbrug af tøj, møbler og vaner med at smide ud, så snart ting skal skiftes ud. Mange af os forbinder genbrug med små butikker, hvor overskuddet går til et godt formål. Men genbrug er de seneste år også blevet lig med at bytte.

Således skete det, at Helle og Frederikke er blevet frivillige i Det Grønne Hus og tager et slæb med årets byttemarked, som løber af stablen d. 12. december kl. 11-14.

Her vil Det Grønne Hus lægge lokaler og borde til hvad som helst, du og vi mener, kan gøre gavn hos andre. Således vil vi sammen med Helle og Frederikke benytte en af årets sidste weekender til at sætte fokus på genbrug og forbrug inden julen helt overmander os, og de sidste gaver skal købes.

Byttemarkeder er in – affald er yt

Alle har ting og tøj, de ikke længere bruger. Byttemarkeder har fundet sit indtog i både de store byer og de mindre flækker, og genbrug kommer på tv i primetime. Ved at bytte med hinanden, kan vi spare penge og ressourcer og hermed begrænse vores fodaftryk på en klode, der ikke har ressourcer nok til, at vi alle har samme forbrug, som vi selv har lige nu i den vestlige verden.  Produktionen af et par nye støvler udleder 110 kg C02 om året – kan vi udsætte denne ved at få nye støvler, som andre er blevet trætte af?

Dit affald kan være guld for en anden – og på denne vis ligger byttemarkeder helt i tråd med toner om at betragte affald som en ressource.

Skal vi bytte?

Ryd op i gemmerne, tag tingene med på byttemarked ude i det virkelige liv.

Vær klar til at give, hvad du har og tage, hvad du kan bruge – Vi bytter ikke lige over, men lægger hvad man gerne vil give væk, og tager hvad man finder brugbart.

I Det Grønne Hus arbejder vi med udnyttelse af ressourcer på mange måder – og nyder at også frivillige er en stor ressource, som kan bidrage til en klimavenlig aktivitet – helt uden at blive byttet væk.