Vandrefest – gå fra Køge til Borup

Henrik

Henrik Lerdorf, naturvejleder

Mange nyder en god travetur, men fødderne har en tendens til at vælge den samme velkendte tur gang efter gang.

På søndag har du chancen for at udfordre vanen med en unik mulighed for en god lang lokal vandretur og samtidig nyde Køge Å stien i hele dens udstrækning fra Køge til Borup. Et par gode sko og tøj efter vejret; det er det simple udstyr, en vandretur kræver, og som de fleste kan mønstre i garderoben.

Turen er arrangeret sådan, at der er bustransport fra Borup Skole til de to startsteder. Startstedet til 24 km vandringen er ved Køge, mens startstedet til 12 km er ved Ejby.

Vandringen følger Køge Å stien, som er kommunens flagskib, når det gælder vandreruter. Stien følger åen, der snor sig gennem de smukke landskaber i Køge Ådal. Ådalen strækker sig fra Åmosen i Vestsjælland til Køge Bugt. Køge Ådal blev dannet ved isens afsmeltning for ca. 15.000 år siden. Vandreruten går gennem Køge Ås, forbi udgravningerne ved Borgring, og derefter langs med Køge å gennem Skovhusvænge, Spanager, Regnemark og Dyndet inden sporet går nordover langs med banen til Borup.

Turen er arrangeret af Køge Vandreforening, der tilbyder vandreture og fællesskab på deres faste ugentlige ture, vandrearrangementer og vandrerejser. Agenda 21 udvalget støtter arrangementet.

At vandre er social motion – for krop og sjæl. At vandre er sundt, og det gælder ikke blot den gode fysiske motion, der ligger i en rask vandretur i det blå. Brug turen til en god snak med din vandremakker eller de andre på turen. Eller gå solo og brug turen til at få renset hovedet for tanker og give ro og plads til nyt.  Store tanker tænkes ofte, når vi har ro omkring os. Gør som Søren Kierkegaard; han gik sig til mange af sine store filosofiske tanker.

Sommervandringen er en del af den regionale Vandrefestival 2015. Der er nu 158 forskellige vandreture at vælge imellem i Vandrefestival 2015, som finder sted fra 14. august til 6. september 2015. Alle turene er i Region Sjælland – fra Odsherred til Møn. Alle oplysninger om de enkelte ture findes på vandrefestival.dk.

 

Sommervandring på Køge Å stien

Søndag den 16. august 2015

Bussen kører kl 8.30 fra Borup Skole. Mød op I god tid og få startkort mm. Det koster 25 kr. at deltage. Bussen kører til startstederne ved Køge Å stien, hvorfra vandringen følger Køge Å stien tilbage til Borup Skole. Du kan vælge den lange tur fra Køge på 24 km eller en kortere tur fra Ejby på 12 km.

vandrefestival